23948sdkhjf

Grænsehandel på nettet truer dansk dagligvarehandel

Den nye praksis er en bombe under dansk dagligvarehandel, advarer Dansk Erhverv, der anbefaler lavere afgifter og krav om personlig afhentning af grænsevarer.
En ny form for grænsehandel med dagligvarer på nettet betyder, at danske forbrugere i hele landet kan få leveret varer med den lave tyske eller svenske fødevaremoms, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelse.

Netbutikker ved grænsen har fundet et hul i lovgivningen til at sælge varer på nettet med lav tysk fødevaremoms til danske kunder over hele landet.

Med den nye praksis kan danske forbrugere få transporteret varer med lav tysk moms lige til døren overalt i landet, og det gør det vanskeligt for danske butikker at konkurrere på prisen på grund af den høje danske moms og afgifter, advarer Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 danske virksomheder.

- Det er en potentiel bombe under dansk dagligvarehandel. Disse e-handelsvirksomheder kan sælge varer til priser, som danske netbutikker eller fysiske forretninger ikke kan matche, da der er markant lavere moms i både Tyskland og Sverige på fødevarer end her i landet, siger chefkonsulent Marie Louise Thorstensen, Dansk Erhverv.

Den nye form for e-grænsehandel er baseret på en forretningsmodel, hvor butikken modtager kundens bestillinger på nettet, mens kunden selv sørger for transport af varen hjem til bopælen via et uafhængigt transportfirma.

Grænsehandelsbutikkerne er dog behjælpelige med et link på deres hjemmeside til flere transportfirmaer, som kunderne kan benytte.

Denne form for e-grænsehandel er blevet blåstemplet i en ny Skatterådskendelse om udenlandske netbutikkers salg af dagligvarer til danske forbrugere.

Men den nye handelsform er konkurrenceforvridende og dybt problematisk, mener Dansk Erhverv.

- Derudover risikerer de komplicerede regler at fange mange danske forbrugere i en fælde. Det er nemlig også kundernes eget ansvar at afregne danske afgifter på fx øl, vin, spiritus og slik til Skat, og det holder de udenlandske netbutikker ofte godt skjult for kunden, siger Marie Louise Thorstensen.

Dansk Erhverv mener, at løsningen dels er, at politikerne målrettet arbejder på at sænke de danske afgifter, dels et krav om, at kunderne selv skal være fysisk til stede og afhente varerne i grænsebutikken, for at handlen kan defineres som grænsehandel. Det er ikke nok, at tredjemand forestår transporten til kundens adresse i Danmark.

- Ifølge EU’s regler skal netbutikker i andre EU-lande, som sælger varer for mere end 280.000 kr. om året til danskere, afregne dansk moms af hele deres omsætning i Danmark. Denne regel bør også gælde på dagligvareområdet, når kunderne ikke selv er fysisk til stede i butikken, ellers er det konkurrenceforvridende, siger Marie Louise Thorstensen.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078